Erdubangefordinegenskygge.png

ER DU BANGE FOR DIN EGEN SKYGGE?

Hvis svaret er ja, så er vi to!

Jeg er nemlig selv skrækslagen for min egen skygge. 


Hun optræder i fuld krigsmaling, sort tøj og sort neglelak. She doesn’t give a fuck.

Hun overdøver alt og alle på sin vej, og hapser grådigt løs af livet. Elsker rampelyset og alt dét, det fører med sig.


Puha, jeg bliver skræmt, når hun viser sig. For det er jo slet ikke sådan, jeg er.

Jeg er jo sådan en korrekt, hensynsfuld, omsorgsfuld, empatisk kollega, chef, samarbejdspartner, mor, hustru…


Eller er jeg?


Skyggeteorien er udviklet af den schweiziske psykiater, Carl Gustav Jung (1875-1961).


Skyggen er vores alter ego - de sider, vi tidligt i livet lærte at skubbe til side - fordi de ikke passede ind i omgivelsernes krav til os.




Hold op med at skabe dig!


Måske fik du i en alder af 5 år at vide, at du skulle holde med at stå dér og skabe dig, i dit bedste udklædningstøj og med mors lånte sminke på. 


Og vupti, dér røg dén skuespillerdrøm og blev pakket langt, langt væk…

til fordel for den korrekte, stålsatte karrierekvinde.


Måske lærte du tidligt i livet at pakke din sårbarhed væk, fordi du var nødt til at være stærk.


Men skyggen har det med at vise sig, når vi mindst venter det eller ønsker det. 


F.eks. når vi har fået et par glas for meget. Pludselig viser vi nye sider af os selv.

Hvem i alverden drømte om, at du i virkeligheden var karaokee-stjerne?

Men det var du. Altså lige dén aften, efter et par Strawberry Daquiries - eller tre. Her kunne alt lade sig gøre.


Skyggen viser sig også, når vi lader os provokere af en anden. F.eks. hende Dorthe, der altid sidder og skræpper op på personalemøderne. Nøj, hvor er hun irriterende! Men i virkeligheden ville du måske ønske, at du bare engang imellem turde brokke dig lidt mere - for du har faktisk en masse på hjerte!


Men du har gemt det væk, til fordel for den høflige, hensynsfulde persona. Sådan kender dine kolleger dig.


Naturligvis skal vi ikke alle være hensynsløse, grådige monstre hele tiden. Men ligesom der er nogle gevinster ved at pakke de opsigtsvækkende sider af os selv væk, så er der også nogle omkostninger ved det.


Din indre drama queen og skuespiller blev pakket væk, dengang du slukøret krængede kjolen af dig og vaskede sminken af. Men måske kunne du godt have brugt din sans for farver og drama ved flere lejligheder

- også, når du er på job.




Det sikre kort på arbejdspladsen


I arbejdslivet vælger vi en identitet, vores persona, som er den, kollegerne kender os for - det “sikre kort”, du spiller, når du skal nå de resultater, du ønsker. 



Men når de resultater, vi virkelig ønsker os, udebliver? 


Så er det måske på tide at finde nogle af de sider frem, som du har undertrykt alt for længe.


Jeg siger ikke, det er nemt. Eller at det altid vil falde i god jord. Når vi frigør os fra de vante roller, reagerer omgivelserne sjældent med forståelse og beundring. 


Men lige nu er det altså DIG, det handler om. Dine drømme, længsler og dit uindfriede potentiale.


Hvem irriterer dig - og hvorfor?

Hvem provokerer dig - og hvorfor?

Hvem beundrer du - og hvorfor?


Hvilke egenskaber provokerer dig eller får beundringen frem i dig? 

Og hvordan er de - også - en del af dig?


Er det på tide at sige mere fra på jobbet? 

Tage ordet i større forsamlinger?

Tage ejerskab og lederskab i nogle situationer?

Vise mere sårbarhed?


Måske er du ‘in between jobs’ og har brug for at omdefinere dig selv i forhold til dit næste job,

der absolut ikke skal blive som det forrige?


Hvordan ser dine skyggesider ud, når du “forædler dem” oppe i dit hoved til rigtige personer?


Prøv at eksperimentere med dine skyggesider. Prøv at udskille de sider af dig selv, du har brugt år på at pakke væk, som arketyper, måske med ekstreme egenskaber.


Se disse alter egoer for dig, beskriv dem nøje, smag på dem, duft til dem…dyk ned i, hvilke egenskaber, det er, du har undertrykt, som måske skal dyrkes mere og som måske ligefrem kan give dig et forspring i livet.

I dit nuværende eller dit næste job.


Øv dig i at lade dem komme til udtryk. Start i det små, i trygge rammer. Du har brugt mange år på at pakke dine skyggesider væk, så selvfølgelig tager det tid at pakke dem ud igen. 


Men vi har brug for at være hele mennesker og bringe flere sider af os selv i spil.

Langt de fleste af os udlever ikke vores fulde potentiale. 


Hvilke personer gemmer sig i skabet hos DIG - og hvordan kan du gøre dem til en del af dig,

så du kommer derhen, hvor du gerne vil være?



Vil du læse mere om, hvordan du skaber forvandling gennem handling, kan du downloade et GRATIS kapitel af min bog “Design dit Drømmejob - design DIG A/S lige her:

https://mailchi.mp/c9392cedc5fc/design-dit-drmmejob 


Du kan også gå all in og bestille hele bogen her: Pris: 149,-:

https://www.trinelykkegaard.dk/about-7 


Vil du læse mere om, hvordan du arbejder aktivt med dine skygger, har Pernille Melsted skrevet et par udmærkede bøger om emnet. F.eks. “Sæt dig selv fri

- 13 genveje til at finde dine skyggesider og leve et mere ærligt og autentisk liv”.

Pernille Melsted er uddannet af  Debbie Ford, som har skrevet “Kast lys over skyggen”.

 
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn
  • LinkedIn
  • Facebook

©2019 by trinelykkegaard. Proudly created with Wix.com